Fakta om skattereformen 2010 og din pension
Skattereformen kan have betydning for din opsparing. Her kan du danne dig et overblik over de væsentligste ændringer.
FPm, Markedsrenteprodukt
Har du som medlem af FunktionærPension en pensionsordning i FPm, markedsrenteprodukt, så har du dermed også ratepension. Denne information er således relevant for din pensionsordning i FunktionærPension.
FPg, Gennemsnitsrenteprodukt
Har du som medlem af FunktionærPension en pensionsordning i FPg, gennemsnitsrenteprodukt, så har du muligvis en ophørende livrente i FunktionærPension. Denne information er således også relevant for din pensionsordning i FunktionærPension.
Ratepension/Ophørende livrente
Loft over indbetalinger ved 100.000 kroner
Den 1. januar 2010 blev der indført et loft på 100.000 kr. over, hvor stort et beløb, der årligt kan indbetales med fuldt skattefradrag til ratepensioner og/eller ophørende livrenter. Det gælder, uanset hvor mange ratepensioner/ophørende livrenter, du har oprettet..
Hvis du indbetaler mere end 100.000 kr. om året, er det en oplagt mulighed fra 2010 at kombinere din ratepension/ophørende livrente med en livsvarig livrente for ikke at forringe din pension. Er du medlem af FunktionærPension, sørger vi for, at beløb, som du indbetaler til din pensionsordning hos os, og som overstiger 100.000 kr., overføres til en livsvarig livrente, så du dermed opnår fuldt skattefradrag. Det sker helt automatisk.
FunktionærPension kender kun de indbetalinger, du foretager til os. Hvis du indbetaler til pensionsordninger andre steder - banker eller andre pensionsselskaber - skal du være særlig opmærksom. Overstiger din samlede årlige indbetaling 100.000 kr., skal du henvende dig til banken eller det andet pensionsselskab for yderligere rådgivning. Du kan også henvende dig til FunktionærPension, såfremt du ønsker at få en del af din indbetaling overført til livsvarig livrente i stedet for ratepension. Det kræver, at du giver os skriftlig tilladelse.
Mulighed for oprettelse af en ratepension indtil du fylder 75 år
Med skattereformen er det nu muligt at oprette en ratepension, indtil du fylder 75 år. Indtil 1. januar 2010 var det ikke muligt at oprette en ratepension, efter du var fyldt 60 år.
Bedre muligheder for indbetaling efter du er fyldt 60 år.
Skattereformen giver bedre muligheder for personer, der er over 60 år. Ud over loftet på 100.000 kr. for indbetalinger med fuldt skattefradrag på ratepension/ophørende livrente, er der ingen begrænsninger for, hvor meget der kan indbetales på ratepensionen. Indtil 1. januar 2010 var reglen, at der maksimalt måtte ske en forhøjelse på 50 % af værdien af ratepensionen, efter man var fyldt 60 år.

