INVALIDITET
Invalidesum og invalidepension fra FunktionærPension skal sammen med førtidspensionen fra det offentlige være med til at sikre dig økonomisk, hvis du mister din arbejdsevne.
Kontakt os, hvis du bliver varig syg
FunktionærPension får ikke besked fra det offentlige, hvis du får en førtidspension. Derfor er det vigtigt, at du kontakter os, sådan at vi sammen kan sikre, at du får udbetalt de pensioner fra os, som du også har ret til.
Invalidesum
Du får udbetalt en invalidesum på 120.000 kr., når du varigt har mistet din arbejdsevne og er tilkendt førtidspension fra det offentlige, inden du er fyldt 60 år.
Invalidesummen er skattefri. Til gengæld er du indkomstskattepligtig af den præmie, som du betaler for invalidesummen. FunktionærPension indberetter beløbet til skattemyndighederne, så du skal ikke foretage dig noget.
Retten til invalidesummen bortfalder, hvis der ikke er indbetalt for dig i 3 måneder forud for dit arbejdsevnetab.
Invalidepension
I basispensionen udgør invalidepensionen op til 20 % af din løn.
Udbetaling
Du får udbetalt din invalidepension fra FunktionærPension, hvis du varigt har mistet din fulde arbejdsevne før dit fyldte 67. år, og af den grund er tilkendt førtidspension fra det offentlige.
Invalidepensionen udbetales hver måned, frem til det 67. år, hvor du overgår til alderspension.
Skat
Invalidepensionen er indkomstskattepligtig.
Din pensionsoversigt
Din invalidepension kan du se i din pensionsoversigt eller her på hjemmesiden.

